At sætte ord (på)

Hjemme hos mine forældre hang i mange år en sættekasse på væggen i stuen. I kender dem sikkert: De gamle trykkeri-kasser med en masse små rum, der har plads til alverdens småting. Oprindeligt var kasserne beregnet til de små bogstavstyper, der skulle sættes i en ramme, så man kunne trykke og masseproducere tekst. Da Gutenberg i 1400-tallet opfandt trykpressen havde han med garanti ikke forestillet sig, at kasserne skulle kunne bruges til andet end blytyper. Men det 20. århundredes opfindsomhed og indretningslyst ville det anderledes.

Derfor kunne jeg som barn bruge timer på at betragte, røre ved og forundres over den samling små memorabilia, som havde fået deres plads i sættekassen i vores hjem.

Der var den lille guldæske, som gemte på en flettet julestjerne så lille, at den kunne ligge på et barns fingernegl. Der var souvenir-nålen fra De Olympiske Lege i München 1972, hvor min morfar var tilskuer og oplevede terror-angrebet og gidseltagningen af israelske atleter i byen, mens det stod på. Der var glasfigurer af venetiansk glas, små æsker med rav og muslingeskaller, et Christian d. 10.-emblem fra besættelsestiden og mange andre vidunderlige småting.

I et af de øverste rum stod en lille, gul træ-æske med låg. Indeni lå en håndfuld små dukker lavet af farvestrålende bomuldssnor. Hver dukke var ikke meget større end en tændstik med arme og ben, der var omviklet med farvestrålende bomuldssnor

Dukkerne kaldes ”bekymringsdukker” og stammer fra Guatemala, hvor det er skik og brug at give en dukke til børn om aftenen inden sengetid. Alle børnenes bekymringer kan de så hviske til dukken, som passer på bekymringerne, mens børnene kan sove en bekymringsfri søvn.

Måske vil nogen indvende, at børn ikke har så meget at bekymre sig om, men sandheden er den, at børn – i lighed med deres voksne – lever i en verden, der giver anledning til bekymringer, store som små. Og selv den mindste bekymring fylder mere i et lille barn end i et fuldvoksent menneske. Bekymringsdukkerne er en måde at anerkende børns bekymringer på, og det er vigtigt at lære at sætte ord på det, der møder os i livet – godt såvel som dårligt.

I Bibelen er bekymringer også en kendt sag. Endda så kendt, at temaet tages op på de allerførste sider: Gud ved, at den dag, I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt. Sådan lyder ordene fra verdenshistoriens nok mest berømte slange. At kende godt og ondt er grundlaget for bekymringer. Og med fortæringen af kundskabens frugt blev bekymringer lagt ind i menneskelivet.

Gennem resten af Bibelen kommer bekymringer næsten som perler på en snor, og med rette: Vi finder i Bibelen en spejling af alle menneskelivets facetter. Fra den største glæde til den dybeste sorg er der historier, som fortæller om netop det. Bibelen giver os ord at sætte på vores livsoplevelser. I lighed med de mellemamerikanske bekymringsdukker giver Bibelen os lov til at sætte ord på det, vi har på sinde. Vi kan juble med salmisten, glæde os med den himmelske hærskare, græde med Maria ved korset, fortvivles med Job, klage med Zions datter, henrykkes med Paulus.

Alle disse personer har givet os ord at sætte på livet i al sin mangfoldighed. Og det er vores gave, at vi kan få disse ord forærende til vores liv i al dets mangfoldighed.