27/08/2026 0 Kommentarer
Torsdagstanker
Torsdagstanker
# HG Nyheder

Torsdagstanker
“Jeg spørger lige Chat.”
Sådan lyder det fra de unge i dag, når de skal finde ud af noget, stort som småt. “Chat” er slang for ChatGPT. Nu skal det endelig ikke lyde som en løftet pegefinger og snak om "ungdommen nu til dags". Alle generationer har søgt viden på forskellige måder med den teknologi, der var til rådighed. Min generation har googlet løs i årevis. Ældre generationer spurgte Lademanns Leksikon. Tidligere måtte man spørge litteraturen til råds. Og før det…? Ja, måske spurgte man blot naboen eller levede i uvidenhed. I dag er ingen tvunget til at leve i uvidenhed, når ChatGPT og lignende er lige ved hånden. AI. Artificial intelligens. Kunstig intelligens. Generativ intelligens. Sprogmodel. Kær teknologi har mange navne.
Et nyt, stort studie har undersøgt brugen af kunstig intelligens blandt skoleelever i Kina. Elever, der anvendte kunstig intelligens til at lave opgaver, fik i gennemsnit 18% højere karakterer i løbet af året og brugte 30% mindre tid på opgaverne end de elever, som ikke brugte kunstig intelligens. Men til eksamen opnåede de elever, som brugte kunstig intelligens, i gennemsnit 20% lavere karakterer end i løbet af året.
Den hurtige konklusion kunne være, at det er ris til egen røv at bruge kunstig intelligens til lektierne, fordi undersøgelsen jo viser, at eksamensresultaterne er dårligere end de løbende lektieopgaver. Men det store studie, som jeg henviser til, har undersøgt den tid, som eleverne bruger på deres hjemmeopgaver, og konklusionen er interessant:
De elever, som brugte kunstig intelligens til deres opgaver og som brugte lige så meget tid på opgaverne som elever, der ikke brugte kunstig intelligens, fik højere karakterer i løbet af året og til eksamen. Brugen af kunstig intelligens er ikke problemet, men den mindskede brug af tid er.
Hvordan vi bruger vores tid har altid været genstand for undersøgelser. Også før der var kunstig intelligens at spørge. Uden kunstig intelligens måtte vi prøve, spørge, forklare, diskutere og fejle os gennem disse undersøgelser. Og måske er det faktisk her, hele kernen ligger. Med brugen af “Chat” og andre let tilgængelige apps er vejen fra spørgsmål til svar en lige linje uden omveje. Ingen svinkeærinder her! Men måske var det aldrig meningen. Måske er meningen med den menneskelige udvikling, at der skal være en masse omveje, bagveje, vildveje og grusveje, før vi – måske – når frem til vores mål.
Det rører ved et grundlæggende spørgsmål om vores eksistens: Hvad er meningen med os?
Er det meningen, at vi skal opnå perfektion med det samme, eller er fejltagelserne en del af pakken? I mange år har der været fokus på at se, hvor langt vi kunne komme. Men nu er der sket et skifte, og fokus er nu på, hvor hurtigt og ubesværet vi kan komme hen til det “rigtige” svar.
Vi har en nul fejl-kultur, ikke mindst blandt de unge, som både møder krav om perfektion i skolen, hvor karakterer gives med udgangspunkt i den “perfekte” præstation og så trækkes der ellers fra, og på de sociale medier, hvor det perfekte liv og “look-maxxing” (“udseende-maksimering”) er fremtrædende tendenser. Det er tendenser, som afspejles i vores brug af kunstig intelligens. For at bruge “Chat” er ikke i sig selv problemet (hvis man ser bort fra energiforbruget, men det vil jeg ikke gå ind i her), nej, det er jagten på sandheden så hurtigt som muligt.
Mennesket har til alle tider jagtet viden og sandhed. Syndefaldsmyten er en beskrivelse af dette. Adam og Eva spiste fra Kundskabens Træ. Sådan er vi mennesker; vi vil vide.
Men nu vil jeg gerne vide, om ikke det er at spise af den forbudte frugt, når vi i stedet for at tænke selv, bider i den kunstige intelligens? For dens smag er sød og den er tiltrækkende at se på og den kan give os indsigt her og nu. Men hvad er indsigten? Er vores øjne ved at åbnes og er vi ved at opdage, at vi er nøgne? Bliver vores anvendelse af den kunstige intelligens vores fald fra Paradis? Og bliver vi så smidt ud i verden, hvor vi (igen) skal arbejde i vores ansigts sved for at skaffe os viden?
Jeg gad vide, hvad “Chat” ville svare på det...
Kommentarer