En gylden tid?

Jeg har mødt Donald Trump.

Det skete tæt på Odense Rådhus i mandags. Han kom kørende ned af gågaden på sit eget private køretøj, hvor han stod og tronede over alle de forbipasserende. Ved synet af ham gik livet i stå. Folk standsede og vendte sig for at se ham.

Satiriske tunger kalder ham ofte orange, men som jeg så det, var han aldeles guldbelagt. Han stod med den ene hånd lænet op af en enorm golfkølle, der var klar til at slå til en golfbold – nej hov! det var jo Jordkloden i ministørrelse – og i sin anden hånd havde han Justitias balancevægt, altså retfærdighedens symbol, som om han havde altings retfærdighed i sin hånd. Den så nu noget lille ud, hvis jeg skal være ærlig.

Og i ærlighedens navn: Han stod ikke op. Den enorme mand, som i øvrigt ikke havde noget tøj på, sad på skuldrene af en lille, spinkel mand, der havde nok at gøre med at bære hele byrden på sin skrøbelige krop.

(Skærmbillede fra Facebook: Odense ser rødt - se hele videoen her)

Det lyder jo næsten som en feberdrøm, men skildringen ovenfor er nu ganske sand. Der var tale om Jens Galschiøts skulptur ”The Orange Plague”, som gengiver den mand, som forestiller sig at være verdens mægtigste. Skulpturen har været på besøg mange steder i verden, bl.a. ved COP30-klimatopmødet i Brasilien sidste år, ved den internationale sikkerhedskonference i München og herhjemme ved demonstrationer til støtte for Grønland.

Galschiøt er ikke kendt for at lægge fingrene imellem, heller ikke i sine kunstværker, som ofte rummer kommentarer til den politiske verdensorden og magthavernes manglende vilje til at passe på klimaet og verdens befolkning.

I den kontekst er det åbenbart, hvorfor Galschiøt har kastet sig over at genskabe den orange plage i kobber. Den virkelige udgave af plagen har brugt sin tid på magtens tinde til at spille hazard-golf med hele verden. Klima, økonomi, sundhed, ligestilling, retssikkerhed, ja, det grundlæggende princip om frihed, som hele det amerikanske samfund bryster sig af at bygge på, er i den seneste tid hældt direkte i afløbet.

”Men han har jo ikke noget på!”

For snart 200 år siden skrev H.C. Andersen om den kejser, der blev bildt ind af svindlere, at de kunne lave klæder til ham af stof, som blev usynligt for enhver som var uduelig til deres embede. I Det Hvide Hus sidder nu et paradoks. Den mand, som gerne tænker sig selv som en kejser (komplet med guldbelagte paladser og storslåede paradeoptog), er på samme tid ham, som væver usynligt stof, som han svøber sit embede, sit land og verden i. Og meget af verden ser til og nikker, fordi ingen har lyst til at blive beskyldt for at være uduelig.

Men heldigvis er der barnet. Barnet, der højlydt siger om kejserens nye klæder, hvad alle jo godt kan se, men som ingen ellers har turdet ytre: ”Men han har jo ikke noget på!” Barnets ord sætter gang i en bevægelse. I dag er barnet repræsenteret af mennesker verden over, som stiller sig op over for den orange plage og siger ligeud: ”Du har jo ikke noget på!”

En mand, som gør det til sit brand at nedgøre andre, at tage fra de fattigste, at træde på de svageste, at mistænkeliggøre de marginaliserede; en mand, som mener at kunne købe sig til alting og skaber guldbelagte slotte for sig selv og den elite, han omgiver sig med, mens almindelige mennesker må kæmpe for at få mad; en mand, som skaber fjender i hele verden ved at true, tryne og erobre hvad og hvem han ønsker; dén mand har ikke noget på!