Torsdagstanker

Torsdagstanker

Torsdagstanker

# HG Nyheder

Torsdagstanker

Om natur, citroner og desserter

Der er en engelsk talemåde, som lyder: "When life gives you lemons, make lemonade" (Når livet giver dig citroner, så lav limonade). Det betyder, at uanset hvad tilværelsen byder os, er der altid nye muligheder, om ikke andet så for at få et nyt perspektiv.

Dermed ikke sagt, at alt i livet kan forvandles til noget rosenrødt. En svær diagnose bliver ikke lettere, et mistet job kommer ikke tilbage, en brudt relation repareres ikke sådan uden videre blot ved at man ser positivt på de muligheder, som opstår. Og fimrehår fra en sværm af egeprocessionsspindere bliver ikke mindre udslætsfremkaldende ved at man siger til sig selv, at de også er en del af Vorherre skaberværk. (Det samme kan i øvrigt siges om mange andre ting ude i naturen.)

Balladen om "larven fra Helvede" har varet nogle uger nu. I de plagede områder har folk måttet holde sig indendøre i sommerheden, der har været borgermøder om indsatser, og skadedyrsbekæmpere arbejder på højtryk med skum og støvsugere for at fjerne de mange larver. Alt imens har medierne haft tryk på de gule "breaking news"-bjælker, for der er jo intet som en skandaløs historie til at fylde lidt plads her i agurketiden. Og med breaking news følger hidsige debatter i kommentarsporene på diverse sociale medier.

Nu tænker du sikkert: "Jamen, Eva, hvad i alverden har larver at gøre med at lave limonade af de citroner, som livet tildeler os?"
Min pointe er, at der heldigvis også er dukket nogle andre stemmer op i debatten. Nogle stemmer, som kan lære os almindelige mennesker om den verden, vi lever i. Fagfolk, som rent faktisk har indblik i egeprocessionsspinderen og dens levesteder. Og de har leveret en sandhed, som vi i samfundet helst ikke vil høre: Vi har selv medvirket til problemet ved at skabe alt for gode forhold for den.

Dyr lever kun steder, hvor der er mad for dem, og egeprocessionsspinderen lever, som navnet antyder, af egetræer. Så når man i et kæmpe område kun planter egetræer, så er der masser af mad for netop denne art. Omvendt er der en masse arter, som ikke kan leve af den snævre biologiske profil, som opstår, når der kun er egetræer. Og netop disse arter kan være med til at holde bestanden af den forhadte larve nede.

Flere naturvejledere melder om en øget interesse for at lære om naturen, og de tilskriver den direkte vores uheldige møde med det, der sker, når naturen bliver for ensidig. Flere og flere mennesker får øjnene op for, at det er godt med diversitet - også i naturen.

Haven omkring præstegården, hvor jeg bor, er mildest talt en studie i diversitet. Nogle gange lidt for meget, måske... Her er også egetræer, men de er blot en del af udvalget. Her er små træer, store træer, græsplæne i forskellige højder, buske og krat, frugter, urter og bær. Vildt og plejet i skøn forening. Haven er stor, så jeg er taknemmelig for, at graver og gravermedhjælper foruden kirkegårdene også passer haven.

Her er ingen citrontræer, så det er ikke dem, livet giver mig flest af. Til gengæld er her bærbuske, som hvert år forsøger at slå rekorden for antal bær på en enkelt gren. Og når livet giver mig bær, så laver jeg ikke limonade, men saft, syltetøj og andre gode ting. Eksempelvis denne dessert:

Opskrift på "Når haven giver dig bær, så lav en dessert"-crumble

400 g friske bær fra haven (eller frosne, hvis du ikke har friske)

2 spsk sukker (evt. mere, hvis bærrene er meget syrlige)

125 g grovvalsede havregryn

75 g hvedemel

50 g sukker

1/2 tsk tørret ingefær, stødt

1 tsk vaniljepulver

1/2 tsk salt

100 g marcipan, frosset og revet

100 g smør, i små tern

1 æg, pisket

Evt. hakkede mandler, nødder etc.

1 spsk sukker til at drysse over

Skyl og rens bærrene (eller lad de frosne bær tø halvvejs op). Fordel dem i et jævnt lag i et ovnfast fad.

I en skål blandes alle de tørre ingredienser sammen. 

Dernæst rives den frosne marcipan på et rivejern ned i det tørre. 

Så tilsættes smørret i små stykker og det piskede æg, og det hele blandes meget let til en løs og smuldrende tekstur. Her tilsættes også evt. de hakkede mandler/nødder.

Blandingen fordeles let over bærrene i fadet. Der drysses 1 spsk sukker over, og crumblen bages i ovnen cirka 30 minutter ved 180 grader.

Lad crumblen køle af, inden den serveres med creme fraiche eller vaniljeis.

Du vil måske også kunne lide...