Ansigt eller åsyn

Allerførst: Det bliver lidt langt i dag. Så tag en kop kaffe eller lignende, mens du læser.

For nylig har jeg ændret på en af de helt centrale dele af gudstjenesten. Helt uden at spørge om lov. Helt uden at sige det højt, at noget er forandret.

Jeg har ændret i ordlyden på et af de gudstjenesteled, som betyder meget for mange – mig selv inklusive – og som lyder ved hver eneste gudstjeneste. Jeg har ændret ordlyden i den aronitiske velsignelse. Indtil nu har den lydt sådan her fra min mund:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Men nu har jeg altså ændret nogle ord (kursiveret), så den lyder:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred!

Men hov! Må du godt det, præst? spørger I så nu. Og hvorfor ændrer du på noget, som altid har lydt genkendeligt i kirkens rum? Har du fået samme sygdom som supermarkederne, der med jævne mellemrum flytter rundt på varerne, så vi skal bruge måneder på at finde rundt i den nye opstilling, og når vi så har lært den at kende, flytter de ansatte igen rundt på det, og vi må begynder forfra?

Jeg forstår spørgsmålene (og frustrationen i supermarkedet!), så jeg vil gerne fortælle om, hvorfor jeg har valgt at ændre noget så centralt. Men først lidt om den aronitiske velsignelse.

Den kaldes den aronitiske velsignelse, fordi Gud gav Moses besked om, at Aron, som var ypperstepræst, fremover skulle velsigne folket med disse ord. Velsignelsen bruges i både jødiske og kristne gudstjenester. I Danmark har den været en del af liturgien siden Reformationen.

Og nu tilbage til de to udgaver af velsignelsen, som jeg gav som eksempler ovenfor. Den første (med åsyn på) står i gudstjenesteordningen som den primære version, og det er til dels derfor jeg indtil nu har brugt den. Udgaven stammer fra oversættelsen af Det Gamle Testamente fra 1931 (Det Nye Testamente blev oversat i 1948), som var den gældende helt frem til 1992, da der kom en samlet oversættelse, som er vores nuværende oversættelse. I samme ombæring udkom en Ritualbog med bl.a. den gudstjenesteordning, som vi bruger i dag, og som paradoksalt nok anbefaler oversættelsen fra 1931 som den primære, mens 1992-udgaven med ansigt mod angives med en lille * som et alternativ nede i fodnoterne.

Og det leder mig hen til, hvorfor jeg har ændret på de ord, jeg siger, når jeg lyser velsignelsen. I den hebraiske grundtekst står der i både anden og tredje linje af velsignelsen det samme ord: [panaju]. Der skelnes altså ikke mellem det, som af uransagelige årsager er blevet skelnet mellem i mange bibeloversættelser: ansigt og åsyn. Og når ikke grundteksten gør, hvorfor gør vi så? Udgaven med ansigt mod er som nævnt fra 1992-oversættelsen og altså den nyeste udgave vi har tilgængeligt. (Hertil regner jeg ikke Bibelen 2020, da den ikke er en autoriseret udgave.)

Jeg er nået frem til to konklusioner, som har fået mig til at ændre mit ordvalg:

For det første mener jeg, at vi skal følge med tiden og anvende den nyeste, autoriserede oversættelse. (Og hvorfor jeg mener, at de autoriserede oversættelser er vigtige, vender jeg tilbage til en anden torsdag.)

Hvis ikke vi ændrede på sproget, ville velsignelsen stadig lyde, som den gjorde i 1537: ”Herren welsigne deg och beuare deg, Herren lade liusne sit ansigt offuer deg oc være deg naadig, Herren lette sit aasiun paa deg oc giffue deg fred.”

Eller hvad med en endnu ældre oversættelse fra 1400-tallet: ”Herræn skal benedidhe thic, ok han skal gøme thic, ok herren skal tee ællær oppenbare thic sit antlath, ok han skal miskundhe thic, herræn skal omwendhe sit antlath til thic, ok han skal giffwe thic fredh.”

Jeg håber ikke, at der er nogen, som vil foretrække disse udgaver. Og hvis der er, må jeg på venligste vis oplyse, at jeg på ingen måde vil tage så gamle ord i min mund.

For det andet har jeg identificeret en vis inkonsekvens i min gudstjenesteform, nemlig i at jeg i mange af de andre gudstjenesteled allerede anvender den nyere oversættelse. Jeg nævner i flæng Fadervor og indstiftelsesordene. Og det synes jeg faktisk ikke, jeg kan være bekendt. Hverken over for mig selv, jer som går i kirke eller Bibelen. Så derfor har jeg valgt, at jeg fremover vil bruge de nuværende oversættelser af bibelske passager, når de forekommer i gudstjenesteordningen.

Og som svar på spørgsmålene fra begyndelsen, hvorvidt jeg sådan uden videre må ændre på den slags og hvorfor jeg gør det, så er svaret ganske kort: Ja, det må jeg gerne. Som jeg har nævnt, er både åsyn på- og ansigt mod-udgaverne angivet i gudstjenesteordningerne, og det står præsten frit for at vælge udgaven. Jeg vælger nu og fremover at være mere ensartet i min gudstjenesteform og jeg har valgt, at den nyeste oversættelse skal være ”min” grundtekst.

Og kan man ikke lide den nuværende oversættelse, kan man jo trøste sig ved tanken om, at der om kun 10 år udkommer en ny, dansk bibeloversættelse i forbindelse med 500-året efter Reformationen i Danmark. Så må vi se, om der er ansigt eller åsyn på menuen til den tid.