Vi vil fred her til lands?

Jeg er netop kommet hjem fra nogle feriedage i London. Her i den britiske hovedstad var temperaturen flere gange på den forkerte side af 35 grader, og tempoet i den ellers så pulserende metropol var mærkbart nedsat.

Det var også mens jeg var i London, at der kom meddelelse fra Number 10, at Keir Starmer trækker sig fra posten som landets premierminister. Men selvom det skabte nogle overskrifter og ekstraudsendelser, forsvandt nyheden om magtskiftet i Downing Street hurtigt til fordel for oplysningskampagner om, hvordan man bedst passer på sig selv i varmen. Og selvfølgelig VM i fodbold.

Der er en form for politisk afmatning i Storbritanien. Måske ser vi den også her i landet? Selvom vi ikke har følgevirkningerne af Brexit at slås med, hører jeg ofte folk give udtryk for, at de faktisk er lidt trætte af politik – ikke mindst når uenigheder politikerne imellem ser ud til at fylde mere end egentligt politisk arbejde.

Jeg tror, at vi danskere generelt er bedst til, at tingene glider i fred og fordragelighed. Det er vel ikke for ingenting, at vi netop har sunget omkring sankthansbålene: ”Vi vil fred her til lands”. Ingen (metaforiske) hekse og trolde til os, tak! Og så alligevel…

Selvom vi sådan bredt betragtet er et fredeligt folkefærd, så lever heksejagten desværre i bedste velgående. Der er gået sport i at udpege syndebukke og kræve dem ”brændt” på det metaforiske bål – det, som vi også kalder folkedomstolen – og offentligt udskamme dem, som man ikke er enig med. Men hvorfor vil vi det? Hvorfor er det blevet så udbredt at udtale sig nedladende eller hånende om andre, hvis livsførelse eller holdninger adskiller sig fra os selv?

Set sådan lidt ovenfra er der trods alt mere, vi har til fælles end det, der adskiller os. Det er de sidste små detaljer, som gør os forskellige. Og det er vel også derfor, vi har det med at kæmpe så indædt for, at vores egne små særkender bliver anerkendt og bliver ved med at kunne eksistere. Men behøver det medføre, at andre skal på det offentlige domsbål?

Se blot på dette billede af Danmark oppefra sankthansaften. (Og jeg skal beklage kvaliteten – flyets vinduer var ikke blevet vasket for nyligt.) 

De mange røgsøjler fra jorden, store som små, viser, hvor mange steder, der blev tændt bål på samme tid. Jeg fangede billedet af den vestsjællandske kyst med Tissø i midten og Sjællands Odde øverst til venstre, men som vi sad der i flyet, kunne vi se bål og røgsøjler over hele landet. Det var ikke kun nogle få, udvalgte, der holdt tradition og historie i hævd, nej, det foregik over hele landet. For når det kommer til stykket, så er vi ikke så forskellige endda.

God midsommer!