Hvor skal vi hen, du?

Jeg skriver i denne uge fra Faaborg. Ikke fordi jeg er flyttet, men fordi jeg sammen med alle andre præster i Fyens Stift er inviteret til det årlige præstekonvent ("forsamling"), hvor vi i går og i dag har været samlet til nogle dage med faglige indlæg fra teologiske stemmer, nyt fra stiftet og også plads til gode snakke mellem kollegaer henover kaffen (som der naturligvis er rigeligt af). Som præster arbejder vi meget alene, og det er derfor dejligt at blive fyldt op af dette møde med kollegaer omkring viden og samvær.

I år er overskriften for konventet "Nye tider?" og vi har drøftet og hørt oplæg om blandt andet forholdet mellem samfundet og kirken, individets rolle i fællesskabet og hvordan de nye tider påvirker livet i kirken. Både samfund og kirke er altid i bevægelse, så hvor skal vi hen, du?

I Danmark har vi en folkekirke, altså en kirke, som er folkets. Lidt firkantet kan man derfor sige, at vi i folkekirken skal være kirke for de omkring fire mio. individer, som er medlemmer. Så der er mange forskelligartede målgrupper at være kirke for. Forskning peger på, at fælles for alle målgrupper er, at individerne skal kunne se sig selv afspejlet i det, som kirken står for og udbyder. Og dermed er det også givet, at ikke alting i kirken nødvendigvis behøver at appellere til alle; men der er altid åbent for, at alle folk kan deltage.

At vi har en folkekirke, medfører også, at kirken her i landet i højere grad end i fx Norge og Sverige (som vi ellers ofte har kunnet sammenligne os med) er afspejlet i samfundets, årets og livets gang. Nye praksisformer i kirken vokser hele tiden frem, formet af dynamikker i kulturen. Tænk blot på konfirmationen, som jo ikke (længere) er en obligatorisk handling, men som holdes i hævd og markeres som et overgangsritual for en stor del af hver ungdomsårgang. Det fylder også i butikkerne, som sælger tøj og andet til den store dag, samt i restaurationsbranchen, der har særlige konfirmationsmenuer i sortimentet. Eller tænk på bryggerierne, der tjener gode penge på både jule- og påskebryg. Det er næsten utænkeligt at have en julefrokost uden juleøl på bordet, men det er vel også utænkeligt at have en julefrokost uden jul.

Og sådan vil kirken altid være en del af samfundet. Ikke mindst her i Danmark, hvor vi med MC Einars ord er ”traditionsbundne folk i traditionernes land”. Kirken indgår i det samfund, som den befinder sig i, og det er derfor altid nødvendigt for den at banke på og spørge, som skærmtrolden Hugo: ”Hvaaa… Hvor skal vi hen, du?”