Dette lille indlæg er det første i rækken af Torsdagstanker. Idéen med disse små skriverier er at jeg som præst vil sætte ord på et tema eller et emne, som optager verden, Danmark, vores sogne eller mig. Ofte vil der være tråde til temaet til den kommende søndags tekst, men det er ikke sikkert, at det bliver hver uge. Jeg håber, at I vil følge med.

På søndag er teksternes altoverskyggende budskab: Kærlighed til penge er roden til alt ondt. Og ikke kun i forstanden kroner og øre. Kærlighed til alt, der er mit – ejendele, holdninger og indgroede vaner, kan sætte os i en position, hvor vi sætter skel op mellem os selv og de andre. Der kommer sjældent noget frugtbart ud af at holde krampagtigt fast i noget og erklære, at ”mit er det eneste rigtige”.

I denne uge fik vi efter mere end to måneders tovtrækkeri og hvad der føltes som en uendelig række af kongerunder (det blev dog kun til tre) en ny regering. Forhandlingerne har været lange og mange, fordi alle de valgte partier har haft noget på spil.

Jeg tror, at der fra alle partiers sider har været en tendens til at holde meget stærkt fat i sine egne holdninger. Det er der ikke som sådan noget galt i, men hvis ens egen sandhed bliver så stærk og får så stor værdi, at der på ingen måde kan være plads til anderledes holdninger, ja, så ender man med at måtte sætte en svingdør op i Amalienborg.

Men alle vi, som ikke med jævne mellemrum løber kongen på dørene, har også vores egne holdninger, som vi tillægger stor værdi. Spørgsmålet er blot, om vi evner at se, hvornår vi skal løsne grebet en smule og også lade andres værdier være en del af vores virkelighed. Der er ingen af os, som ejer livet, og der er andet og mere at være rig på end at få ret.